Blepapir


 

“Det kan jeg bare SLET ikke overskue!”

Har du også tænkt det, ved tanken om at skulle skifte en lorteble – bare i stofudgaven? Nu skal du høre om det hemmelige våben mod den beskidte tjans!

Tricket er blepapir. Ved at lægge et stykke tyndt og stærkt papir inderst i bleen, sikrer du at bæen lander på papiret, og på den måde kan du let og elegant smide begge dele i skraldespanden. Ski..smart, høhø, for ligesom at blive i jargonen ;)

Blepapir er i grove træk udtænkt til at fange “klumper”. Det er derfor bedst egnet til babyer der er ovre mælke-stadiet, altså over 4-6 måneder. Før den tid er afføringen mere vandet og remoulade-agtig, og det tynde blepapir vil ikke have den store effekt. Faktisk oplever nogle kunder at det tynde og lidt glatte blepapir nærmere fungere som en rampe for ammebæen, der kan komme med ret stor kraft – du kan nok selv forestille dig hvordan det ser ud op ad ryggen…

 

Ammebæ og blepapir

Til de helt små, der stadig udelukkende får flydende kost, er der udviklet et specielt blepapir til ammebæ. Det er en smule tykkere og mere vaflet og kan opsuge mere af det våde og især mere af de skrappe farvestoffer, der er i ammebæ´en. Egentlig er ammebæ-papiret ikke strengt nødvendigt, ammebæ er jo vandopløseligt og bleerne (inkl indhold) bliver derfor vasket helt rene i maskinen, også uden brug af blepapir. Det er faktisk mere et spørgsmål om at beskytte stofbleerne mod pletter. Bæen er alligevel meget vandig og indeholder ikke så mange klumper. Har du fået investeret i blepapir til ammebæ, er det også superfint som engangsvaskeklude ved puslepladsen. Du kan også vælge at udskifte blepapiret med tynde fleeceindlæg. De koster ikke alverden, kan vaskes et utal af gange, beskytter bleerne endnu bedre og er det alt for grattet kan du vælge at kassere det.

 

Sådan bruger du blepapiret

Blepapiret, som enten sidder på rulle eller er i “løse ark”, skal du blot lægge løst, inderst i stofbleen, helt inde ved huden. Du kan eventuelt folde blepapiret lidt, hvis det er for bredt eller langt til dine bleer. Når du så skifter bleen og der er afføring i den, griber du bare fat i hjørnerne på papiret – beder til at baby ikke har fyldt papiret helt ud til alle ender og kanter – og smider papir og bæ i skraldespanden.

Nogle børn har afføring på klokkeslet hver tirsdag, de fleste har dog afføring sådan løbende. Ved du, hvornår du kan forvente afføring i bleen, kan du jo nøjes med at bruge blepapiret der.

 

Hvad er´et lawet a´?

Det tynde blepapir – det kaldes også af og til rispapir, selvom det intet har med ris at gøre – er lavet af cellulose og forstærket med polyester. Var der ikke tilsat polyester, ville det være som et stykke toiletpapir og blot falde fra hinanden. At det indeholder den forstærkende polyester gør også, at blepapiret kan vaskes, for nogle typers vedkommende 1-2 gange (f.eks. Imse Vimses blepapir), for andre (med større indhold af polyester) 8-10 gange (Popli-papir), hvis der vel at mærke kun er tisset i det. Det vil nok kræve en vis portion viljestyrke og rense og vaske blepapir med afføring i – but hey, it is a free country ;)

 

Har du nemmere ved at se tingene sådan lidt mere live, så kig med her:

http://www.youtube.com/watch?v=7Q_cwX71qek