Bomuld – økologisk eller ej


Bomuld - og især den økologiske bomuld - er et rigtig godt stofble-materiale, og også det de fleste kender. De uundværlige stofble/gylpeklude er altid i bomuld, og de hører til som en fast bestanddel i stort set alle småbørnshjem.

Økologisk bomuld er et meget miljøvenligt materiale.

Det har alle bomuldens gode kvaliteter, samt nogle ekstra idet det ikke har fået den hårde behandling konventionel bomuld får under produktionen. Så en økologisk certificeret bomuld er generelt altid af meget høj kvalitet og den holder facon i vask efter vask.

Økologisk bomuld er er væsentligt dyrere materiale - men du får også et produkt uden kemirester og som holder længere...foruden naturligvis den gode samvittighed der følger med.

Konventionel bomuld er et naturmateriale, men...

...det er ikke særligt miljøvenligt. Det kræver rigtig mange sprøjtemidler at dyrke bomuld, bl.a.  for at bekæmpe skadedyr, for at fremskynde modningsprocessen og for at få løvet til at falde fra busken, så det er nemmere at høste. Igennem hele produktionen er bomulden udsat for det ene kemiske krigs-angreb efter det andet - man blive helt stresset på bomuldens vegne.
Du kan få rigtig meget spændende information på nettet, hvis du gerne vil vide mere om bomuld, om dyrkningen eller den videre forarbejdning. Her er lige et par links til steder hvor du kan læse mere - men prøv også selv at google, hvis du vil vide endnu mere.

Bomuldsinfo - dyrkning og forarbejdning (om konventionel bomuld)

Cotton and Sustainability FAQ

Jeg vil til enhver tid anbefale dig at gå efter stofbleer i den økologiske bomuld - ja, det gælder sådan set basistøj som undertøj og nattøj også. Basistøj og bleer er helt tæt på kroppen, barnet sveder i det og har det på i lang tid ad gangen, så det er et godt sted at spare lidt på kemien.

Stofbleer i bomuld

  • er stærke og solide. Bomuld bruges også ofte til at forstærke f.eks. hamp eller bambus.
  • tåler en ret hård behandling. Tåler kogevask og tørretumbling - ikke at jeg anbefaler det, men det kan du læse mere om HER!
  • suger rimeligt godt - på en skala fra 1-5 ligger det vel omkring 3,5-4. Skal du have noget supersugende, kan du kigge på hamp eller bambus.